VANA opfordrer til større klarhed, bedre vejledning og udskydelse i høringssvar

VANA har i dag sendt høringssvar til emballagebekendtgørelsen (fase 2) til Miljø- og Ligestillingsministeriet. VANA opfordrer blandt andet til, at producentansvaret for emballage først træder i kraft 1. januar 2026, til mere gennemsigtighed i gebyrer og gebyrberegning og større klarhed i forhold til eksport og tilbagebetaling.

Nyhed 01. november 2024

I dag, fredag den 1. november, udløb høringsfristen på emballagebekendtgørelsen (fase 2), og VANA har sendt høringssvar underskrevet af adm. direktør Marianne Roed Jakobsen og VANAs samlede bestyrelse afsted til Miljø- og Ligestillingsministeriet.

Marianne Roed Jakobsen, adm. direktør, indleder overordnet VANAs høringssvar med: ” For at sikre, at producentansvaret leverer de miljøforbedringer og -effekter, som er beskrevet i den politiske aftale, er det afgørende med et velfungerende system, der er til at efterleve, tager højde for EU-harmonisering, samt er proportionalt med de reelle direktivforpligtelser. Som reglerne er udformet på nuværende tidspunkt, vil de medføre uforholdsmæssige store administrative byrder for virksomhederne, der hverken står mål med den politiske aftales ønske om at mindste kompleksiteten i administrationen eller den reelle direktivforpligtelse.”

VANA OPFORDRER TIL

  • at producentansvaret får virkning fra 1. januar 2026
  • at fristerne for offentliggørelse af producentgebyr og afgørelse om tildeling justeres, så virksomhederne i god tid kan blive bekendt med et kommende års priser
  • at designkravene ikke er mere komplekse eller afviger fra krav i andre EU-lande
  • gennemsigtighed i gebyrer og gebyrberegning
  • at producenter, der kan dokumentere, at de er registreret i Dansk Producentansvar, fritages for emballageafgift for ikke at skabe urimelige konkurrencevilkår  
  • et effektivt tilsyn med inddragelse af virksomheder til håndtering af free-rider problematikken
  • en balanceret løsning i forhold til kravet om sikkerhedsstillelse
  • klarhed og vejledning i forhold til eksport og tilbagebetaling
  • en vejledning til kompensationen for erhvervsaffald, så de administrative byrder mindskes.

Læs VANAs fulde høringssvar til Miljø- og Ligestillingsministeriet her.

Adm. direktør Marianne Roed Jakobsen forklarer: ”Vi understreger på flere områder gennem høringssvaret, at det er afgørende, at der sikres ensartet og fyldestgørende vejledningsmateriale til virksomhederne, så både de administrative byrder og tvetydighed mindskes. Vi håber på lydhørhed over for dette i ministeriet, så den grønne dagsorden ikke drukner i administrativt bøvl og unødigt bureaukrati.”

BAG OM BEKENDTGØRELSEN

Miljø- og Ligestillingsministeriet sendte i september ’udkast til bekendtgørelse om visse krav til emballager, udvidet producentansvar for emballage samt øvrigt affald, der indsamles med emballageaffald’, i høring. Bekendtgørelsen, som også går under det mere mundrette navn ’emballagebekendtgørelsen’, udmønter anden fase af rammerne for implementering af producentansvaret for emballage, der fastsættes i miljøbeskyttelsesloven.

Nyt fra VANA - i din indbakke!

Skriv dig op til VANAs nyhedsbrev, så holder vi dig løbende opdateret om producentansvaret for emballage, vigtige deadlines og alt det virksomhederne skal have styr på, inden producentansvaret træder i kraft til oktober 2025!