Om producentansvaret for emballage
Det udvidede producentansvar for emballage træder i kraft den 1. oktober 2025. Men omfattede virksomheder har pligt til at registrere sig og indberette et estimat over deres forventede emballagemængder for indeværende år allerede nu.
Det vil sige, at alle virksomheder, som sætter emballage på det danske marked, får ansvaret for emballagen i hele dens livscyklus - også efter emballagen er tom og affaldssorteret af slutbrugeren.
Formål med producentansvaret
Det overordnede formål med at indføre producentansvaret er at reducere mængden af emballage, sikre en effektiv indsamling og håndtering af emballageaffald samt at motivere virksomhederne til bedre og mere miljørigtigt design af emballage - både til forebyggelse, genbrug og genanvendelse.
Populært sagt taler man om at slutte cirklen - 'closing the loop'.
Det udvidede producentansvar for emballage træder i kraft den 1. oktober 2025, men allerede nu har omfattede virksomheder pligt til at registrere sig og indberette et estimat over deres forventede emballagemængder for indeværende år.
Læs mere om registrerings- og indberetningspligten her.
Overordnede konsekvenser af producentansvaret
- Cirka 20.000 danske virksomheder bliver omfattet.
- Regning på minimum 2,3 mia. kr. om året flyttes fra forbrugere til producenter.
- Forventeligt ca. 961.000 ton emballage årligt.
Miljøgraduering - bonus/malus model
Det er et krav at de omkostninger, som virksomhederne skal dække, fra producentansvaret træder i kraft i oktober 2025, er miljøgraduerede. Det betyder, at virksomhederne skal betale mindre for de emballager, der kan genbruges eller genanvendes.
Miljøgradueringen skal sikre omkostningsneutralitet for hver enkel materialekategori, så virksomhederne i en materialekategori samlet set ikke betaler mere eller mindre end de faktiske omkostninger til affaldsbehandlingen.
Miljøgradueringen tager udgangspunkt i en bonus/malus-model, hvor de virksomheder, der markedsfører emballager med lav genanvendelighed, skal betale en større del af omkostningerne, læs mere om modellen her (link til om producentansvaret).
Malus
Den kollektive ordning skal give producenter, der markedsfører emballager i rødt niveau, en malus (meromkostning) i form af 35 % af den enkelte producents beregnede operationelle omkostninger til affaldshåndtering af samtlige af dennes emballager, der falder under niveauet rød.
Bonus
Den kollektive ordning skal anvende de ekstra indtægter fra den opkrævede malus for emballager i rødt niveau i en given materialekategori, til at dække de operationelle omkostninger til affaldshåndtering af emballager i grønt niveau inden for samme materialekategori.
For de materialekategorier hvor der er et niveau gul, betaler den enkelte producent de beregnede operationelle omkostninger til affaldshåndtering af de emballager, der falder herunder.
Virksomheder skal dog som minimum dække 20 % af de operationelle omkostninger.