Indberetning af engangsemballage
Som et led i implementering af producentansvaret for emballage, skal I lave en såkaldt puljeindberetning af jeres tilgængeliggjorte mængder i foregående år. Puljeindberetningen skal IKKE miljøgradueres.
Puljeindberetning
I skal lave to puljeindberetninger af jeres reelle tilgængeliggjorte emballagemængder for perioden inden producentansvaret på emballage træder i kraft (oktober 2025):
1. Puljeindberetning af reelle tilgængeliggjorte emballagemængder for 2024
2. Puljeindberetning af reelle tilgængeliggjorte emballagemængder for januar-september 2025
Omkostninger forbundet med puljeindberetning
Der skal ikke betales for håndtering af emballageaffald til VANA i forbindelse med puljeindberetning, da producentansvaret ikke er trådt organisatorisk i kraft. Der skal dog betales gebyrer for administration til hhv. Miljøstyrelsen og DPA. Gebyret betales på baggrund af de indberettede mængder efter myndighedernes deadlines 31. maj.
For virksomheder med mængder over 8 ton:
Puljeindberetningerne skal ske i de materialekategorier, I har registreret i Medlemsportalen.
For virksomheder med mængder under 8 ton:
Virksomheder, der tilgængeliggør under 8 ton engangsemballage i et kalenderår kan vælge kun at indberette oplysninger om vægten af den samlede mængde tilgængeliggjorte engangsemballage i det pågældende kalenderår.
Senest 30. april 2025 skal I rapportere jeres reelle tilgængeliggjorte mængder for 2024 i VANAs Medlemsportal. VANA verificerer herefter jeres rapporterede mængder og sørger for den lovpligtige indberetning til Dansk Producentansvar (DPA), som skal ske senest 31. maj 2025.
Efter producentansvaret træder i kraft (oktober 2025) skal I rapportere jeres reelle tilgængeliggjorte mængder for januar til og med september 2025, så VANA kan medtage dem i den lovpligtige indberetning til DPA senest 31. maj 2026. Fra oktober 2025, når producentansvaret træder i kraft, skal I løbende rapportere jeres emballagemængder til VANA i Medlemsportalen.
Læs mere om den løbende rapportering
Jeres løbende rapporteringer bliver akkumuleret til en årlig indberetning. Der er derfor ikke brug for flere puljeindberetninger, med mindre I begynder at tilgængeliggøre andre/nye materialekategorier, end dem I allerede har registreret. I de tilfælde skal I indberette jeres forventede tilgængeliggjorte mængder i indeværende år, senest 14 dage før I begynder tilgængeliggørelse.
Hvad skal indberettes?
Der skal indberettes i kilo for mængderne af hhv. erhvervsemballage og husholdningsemballage. Det betyder rent praktisk, at I skal give jeres bedste bud på, om den emballage, I sætter på markedet, ender i husholdnings- eller i erhvervsaffald – det vil sige, om det ender hos en privat forbruger (B2C) eller hos en virksomhed (B2B).
Læs mere om affaldsbehandling af husholdnings- og erhvervsaffald
I skal også oplyse, hvis I ved, om emballagen skal sorteres som restaffald eller farligt affald.
Ændringer til indberetning
Hvis I opdager en fejl i den årlige indberetning, eller efterfølgende får dokumentation for, at emballagen er tilgængeliggjort uden for Danmark, kan I rette i indberetningen, under visse betingelser:
- Ændringerne skal ske samlet sammen med næste årlige indberetning
- I må kun rette for det foregående kalenderår
- Ændringen skal skyldes en fejl eller overførsel til udlandet. Dette skal kunne dokumenteres
- Alle rettelser skal følge reglerne for den oprindelige indberetning
VANA er ved at afklare hvordan dette løses i praksis i forbindelse med den løbende rapportering og krav til dokumentation.
Dokumentation ved overførsel til udlandet (eksport):
Hvis der er ændringer til mængder, der allerede er indberettet til DPA, skal I sende en digital erklæring til DPA, som er udfyldt af den virksomhed, der har stået for overførslen. VANA er ved at afklare, hvordan dette i praksis skal udføres af vores medlemmer, og afventer udformningen af den digitale erklæring fra DPA.
Virksomheder, der direkte tilgængeliggør emballage uden for Danmark, skal ikke indberette disse mængder. VANA har opfordret til, at virksomheder, der har dokumentation for og viden om, at emballagen vil blive eksporteret til udlandet i et senere led, heller ikke skal indberette. Dette afventer vejledning fra Miljøstyrelsen.
Miljøgraduering - løbende rapportering fra okt 2025
Detaljeringsgraden for de miljøgraduerede bidrag og designkriterier for hver materialekategori fremgår af emballagebekendtgørelsen.
Læs mere om de miljøgraduerede bidrag
Få et prisestimat på behandlingen af jeres emballageaffald i 2025