VANA ser fortsat udfordringer trods forbedringer i ny tildeling

Nyhed 14. april 2025

Dansk Producentansvar (DPA) har, d. 4. april 2025, sendt en ny version af tildelingen for emballage i høring. Tildelingen rummer forbedringer i forhold til første udkast, men der er fortsat udfordringer, som bør adresseres.

Læs VANAs fulde høringssvar

VANA foreslår nedsættelse af følgegruppe

Selvom tildelingen er blevet en anelse mere balanceret, er der fortsat udfordringer – ikke mindst med tildeling af fælles indsamlinger og klare rammer for organisatorisk samt finansielt ansvar. For at sikre løbende forbedringer og en bedre implementering af producentansvaret, anbefaler VANA, at DPA nedsætter en følgegruppe med deltagelse af kollektive ordninger, kommuner, DPA og evt. andre relevante interessenter.

Følgegruppen bør have til formål at:

  • drøfte de løbende udfordringer ved tildelinger og datausikkerheder
  • sikre metodeudvikling og vidensdeling
  • bidrage med input til evalueringen af producentansvaret i 2027

Præcision vs. praktik

DPA prioriterer markedsandele og høj præcisionsgrad som primært kriterium for tildelingen. VANA er enige i, at markedsandele er afgørende, men understreger, at de indberettede mængder er behæftet med betydelig usikkerhed – bl.a. pga. manglende vejledning og fordi virksomhederne har været usikre på, om deres emballage skulle registreres som husholdnings- eller erhvervsaffald.

VANA foreslår, at en tildeling med lavere præcision, der samtidig tager højde for hensyn til kombinerede og fælles indsamlinger, vil være langt mere omkostnings- og logistikeffektiv samt administrativ bæredygtig.

Konkurrencehensyn

Med en så fragmenteret tildeling og potentielt behov for koordination, de kollektive ordninger imellem, opfordrer VANA til at de konkurrenceretlige aspekter af tildelingen afdækkes, så der sikres klare rammer og minimumskrav til dette.

Hvornår kommer den endelige afgørelse?

Det forventes at DPA melder ud om den endelige tildeling inden d. 1. maj. VANA følger processen tæt og arbejder for løsninger, der sikrer transparens og administrativt enkle rammer.

Læs mere om tildeling

Nyt fra VANA - i din indbakke!

Skriv dig op til VANAs nyhedsbrev, så holder vi dig løbende opdateret om producentansvaret for emballage, vigtige deadlines og alt det virksomhederne skal have styr på, inden producentansvaret træder i kraft til oktober 2025!