VANA understreger: Manglende vejledning gør producentansvar unødigt byrdefyldt for virksomheder
VANA har i går sendt høringssvar til bekendtgørelse om udvidet producentansvar på engangsplast afsted til Miljøstyrelsen. VANA opfordrer på det kraftigste til, at der snarest følges op med vejledninger med konkrete eksempler og sammenhæng til producentansvaret på emballage, så virksomhederne bedre kan gennemskue og efterleve kravene i de to nye producentansvar.
Miljøstyrelsen sendte i oktober udkast til ændret bekendtgørelse om engangsplast i høring. Ændringer til bekendtgørelsen, der blev udstedt i sommer, vedrører primært bilag 2 om opgørelsen af mængden af gebyrpligtige engangsplastprodukter til indberetning og regler vedrørende oplysning.
VANAs adm. direktør, Marianne Roed Jakobsen fremhæver: ”Hos VANA har vi konstant fokus på, hvordan de administrative byrder og regelbøvl kan gøres enklere for virksomhederne, og derfor opfordrer vi også helt overordnet til, at både implementering og praktik omkring de to producentansvar for hhv. engangsplastprodukter og emballage synkroniseres og harmoniseres i videst muligt omfang. For eksempel foreslår vi, at begge producentansvar træder i kraft 1. januar 2026, og at virksomhederne får metodefrihed, hvad angår koncernindberetning.”
VANA OPFORDRER TIL:
- Miljøstyrelsen sikrer omfattende og ensartede vejledninger med konkrete eksempler og sammenhæng til producentansvaret på emballage
- forståelsen af gebyret for engangsplastprodukter og sammenhængen til producentansvar på emballage tydeliggøres
- implementeringen af de to producentansvar for hhv. engangsplastprodukter og emballage synkroniseres, så begge ansvar træder i kraft med producentansvaret for emballage
- virksomhederne kun skal indberette for engangsplastprodukter én gang årligt
- ændringerne ikke ændrer i retstilstanden; herunder den nuværende metode til opgørelse
- Miljøstyrelsen beskriver, hvordan tilbagebetaling kan håndteres i praksis og på tværs af EU
- der er metodefrihed ved koncernindberetning, som ved emballage, og at dette fremgår direkte af bekendtgørelsen
- gebyret justeres jævnligt, så det afspejler de mængder, der reelt indsamles og affaldsbehandles
- det sikres, at oplysningsforpligtelsen, varetaget af både kommunalbestyrelser og Miljøstyrelsen, ikke medfører dobbeltgebyrer.
”Vi opfordrer desuden til, at virksomhederne kun skal lave en årlig indberetning af deres engangsplastprodukter, og at gebyrerne for oprydning løbende justeres, så de afspejler de reelle indsamlede mængder. Andet er ikke rimeligt,” slutter Marianne Roed Jakobsen.
VANAs høringssvar er underskrevet af adm. direktør Marianne Roed Jakobsen og VANAs samlede bestyrelse og sendt afsted til Miljøstyrelsen den 18. november, som var den officielle høringsfrist.
Find mere information om status på implementering af producentansvaret for engangsplastprodukter og emballage her og om relevant lovgivning her.
OBS: Deadline 17. december 2024
Deadline for registrering af en række engangsplastprodukter er fortsat senest den 17. december 2024, og den første indberetning af mængder skal ske mellem 1. og 10. april 2025. Har du valgt VANA som kollektiv ordning for engangsplast, kan du klare indberetninger for både engangsplastprodukter og emballage i Medlemsportalen.
Vælg VANA til engangsplast, og klar al registrering og indberetning samlet